Diktet “Den rare kone” av Claus Frimann

Diktarpresten Claus Frimann hadde stor respekt for kvinnene og arbeidet deira. Han var observant og la merke til alt dei gjorde og kunnskapen dei hadde om mangt og mykje. Særleg var han ein stor beundrar av mora si, Sara Cold Frimann, som vart enkje i ung alder med fire born under 13 år, alle gutar. Claus var eldst og måtte soleis tidleg trå inn i mannens verden med det ansvar og dei plikter det innebar. Då han gifta seg var det med ei som hadde tilsvarande kvalitetar som mora stod for, Anna Margrethe Meldal. Begge desse kvinnene er det sagt er Claus Frimann sine førebilete og inspirasjonskjelder til denne visa som han kalla «Den rare Kone». («Rare» tyder her fin, sjeldan, spesiell.) Ein hyllest til kvinnene!

- Elin Pehrson Grytting

 

DEN RARE KONE

Tekst: Claus Frimann (1746-1829), (Frå “Almuens Sanger”)

Den fiineste Kone paa Stranden
Hver Aften jeg tager i Favn;
Om jeg vilde bytte med Granden,
En Nar maatte være mit Navn;
Ret aldrig en Smule hun mukker,
Endskiønt jeg er ude om Qvel;
Thi kalder jeg hende mit Sukker,
Min Due, min sødeste Siel.

Ei Døren paa Væggen hun slænger,
Som mangen En har for Maneer,
Der dybt dog med Hovedet hænger,
Naar man udi Kirken dem seer;
Ei Ternen i Haaret hun rykker,
For hende gaaer Drængen i Roe;
Hvad Andre i hundrede Stykker,
Det slaaer hun aleene i to.

De groveste Avner og Stilke,
Som findes i Hamp og i Blaar,
Dem spinder hun myge som Silke,
Ja fine som hængende Haar;
Hun væver de bedste Gaasøien,
Som gaae giennem Hovvold og Skaft;
Du skulde see Helligdags-Trøien,
Den lyser som flammende Taft.

Naar Ilden paa Gruen hun tænder,
Hun tager den vaadeste Blok,
Hun puster een Gang, og den brænder
Som Spaanen af tørreste Stok;
Sin Tvorre forstaaer hun til Prikke,
For Gryden hun staaer som en Mand,
En Klump udi Meelgrøden ikke
I femten Aar mindes jeg kan.

Hun brygger et Øl, kiere Broder!
Især naar hun brygger til Juul, -
Jeg sværger, at rigtig Sterkodder
Det slog som en Smaadræng omkuld;
Af Fløden et Smør kan hun lave,
Af Vallen en Stolterkiæs-Ost,
Som frit kunde staae for en Pave,
Ja, var det endog for en Provst.

Et Himmelraad sikkert hun kiender
For Sygdom paa Folk og paa Fæ;
Den Olie, af dig som hun brænder,
Velsignede Eenebær-Træ!
Til Stedet kun nærmer sig Lugten,
Den Smerte i Kiød eller Been
Til Pokkers alt er den paa Flugten,
Og kommer ei snarlig igien.

Ret artig de Rygter spadsere
Om hendes mirakelske Ting,
To Skilling jeg torde parere,
Hun kiendes vel tre Miil` omkring;
Gid, Præsten ei efter det kommer!
Han troer, det er Troldoms Bedrift;
Vee den, for Hr. Ole som kommer;
Han sætter forfærdelig Skrift.